En pressemeddelelse er gratis omtale. Sådan gør du!
Da min datter var lille, troede hun, at ambulancerne kørte rundt og rundt i byen hele tiden for at finde syge, der skulle have hjælp. Hun havde overhovedet ikke forestillet sig, at man selv skulle kontakte dem, hvis man havde brug for dem.
Måske har du tænkt det samme om artiklerne i de medier, du ser? At journalisterne suser rundt og graver historier op efter forgodtbefindende. At de iført små, ternede spionhatte og øjne på fjedre lister rundt i folks baghaver for at finde noget at skrive om.
Okay, der ER selvfølgelig journalister, der selv graver historier op. Men langt de fleste historier begynder i journalistens indbakke som en pressemeddelelse, og en pressemeddelelse er gratis omtale. Sådan gør du!
Hvad er en pressemeddelelse
En pressemeddelelse er som en Tinder-besked til medierne: kort, skarp og med et klart budskab, der gør det umuligt for journalisten at swipe til venstre. Det er din chance for at sælge en nyhed, et produkt eller en idé på en måde, der får medierne til at tænke: “Det her skal vi dele med verden!”
Og her kommer det bedste: Hvis det lykkes, får du gratis markedsføring! Pressemeddelelsen er nemlig en genvej til at få din historie i medierne uden at betale for dyr annonceplads. Det er som at snige sig med til festen uden at stå på gæstelisten – og stadig stjæle al opmærksomheden. Og læg så oveni, at den slags artikler anses som værende af ekstrahøj troværdighed (ja, den er go’ nok).
Men det kræver, at du laver pressemeddelelsen rigtigt, for der er mange om buddet.
Sådan laver du en pressemeddelelse
Hvad skal der så til for at lave en pressemeddelelse, der svupper igennem nåleøjet med et smæld og fanger journalistens opmærksomhed? Her kommer en liste med fif.
- Find ud af, hvem der skal modtage dit budskab
Hvis du sender din pressemeddelelse ud til gud og hvermand, kan du være sikker på, at hverken gud eller hvermand bringer den. Hvis du vil ramme alle, rammer du ingen. Sørg i stedet for at udsøge de medier og platforme, hvor din målgruppe for historien befinder sig. Er du en virksomhed vil det være godt at starte med de fag- og branchemedier, som I selv læser. Læg dertil de vigtigste lokale medier + de dagblade og landsdækkende medier, der passer til jer.
Lav en opfølgningsliste med medierne og deres kontaktoplysninger og brug den til at få overblik.
- Skriv din historie, snit en vinkel og hæng den op på en krog
Hvad er nyheden? Og hvorfor er historien relevant for læseren? Start ALTID med det vigtigste og husk at historien skal være kort og præcis. Undlad at gentage det samme budskab om og om igen og rens din teksten for fluffy salgssnak, superlativer og floskler. Hvis du partout vil bruge ordet ”banebrydende” eller ”innovativ”, skal du forklare hvorfor. En pressemeddelelse er ikke en salgstekst men en information, du skal give. Tag udgangspunkt i hv-ordene hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor.
Når du har skrevet din historie, så kig den kritisk igennem. Har du vinklet den, så den er relevant for dem, du vil i kontakt med? Husk også at få feed-back og korrekturlæsning fra en ven….
- Selve opbygningen af pressemeddelelsen
Der er ingen faste regler, men den klassiske opbygning er som en god opskrift – sikker og effektiv:
- Fængende overskrift alias ”en krog”:
Hovedbudskabet i én skarp sætning. Den må gerne vække nysgerrighed, men pas på ikke at love mere, end du kan holde. - God intro/indledning:
Sammenfat nyheden i et par linjer, så læseren hurtigt forstår, hvorfor dette er vigtigt. - Korte afsnit med klare pointer:
Hold teksten overskuelig og brug underoverskrifter, der hjælper læseren med at navigere i historien. - Bulletlister er din ven:
De gør det hele mere overskueligt og nemt for journalister at skimme. - Citater fra relevante personer:
Sørg for, at citaterne:- Giver historien liv og troværdighed.
- Kan genkendes af den citerede.
- Kommer fra nogen, der er klar til at stå på mål for udtalelserne og vil være tilgængelige for medierne.
Brug faktaboks
Afslut med en faktaboks, der opsummerer alt det praktiske:
Fakta om din virksomhed eller dig
Hvornår sker dit arrangement eller event finder sted (hvis det er det, der er historien)
Hvor kan man som læser få mere info? website, facebookevent mv.
Hvem kan journalisten kontakte for yderligere kommentarer?
Hvem eller hvad ser man på det vedhæftede billede.
Det gode pressefoto
Et godt pressefoto kan være det perfekte cirkelspark ind til mediernes hjerte. Det behøver ikke være taget af en professionel fotograf, men det skal være autentisk, vække nysgerrighed og have et stærkt blikfang.
Kvalitet er afgørende – især for de trykte medier: Fotoet skal være i høj opløsning (min. 300 dpi), og motivet skal være klart og let at forstå. Et godt billede fanger opmærksomheden og gør historien stærkere – så sørg for, at det virkelig fortæller noget!
Alt det tekniske
En kort pressetekst kan skrives direkte i mailteksten. Så slipper journalisten for det opslidende og hårde arbejde at åben en vedhæftet fil :-). Men hvis der er mere kød på teksten, er en word- eller PDF-fil at foretrække. Her kan journalisten selv klippe og klistre i ordene.
Fotos kan være indsat i presseteksten, men skal ALTID vedhæftet som separat jpg-fil også. Det er comme il faut at kreditere fotografens navn i enten teksten eller billedets filnavn.
Udsendelsestidspunkter er der mange meninger om, men hvis du vil være på den sikreste side er tirsdag/onsdag/torsdag at foretrække.
Det vigtige pitch
Vedhæfter du pressemeddelelsen som fil, skal du også lige lave et såkaldt pitch i mailteksten. Et pitch er pressemeddelelsens førstehåndsindtryk – en ultrakort mailtekst, en teaser der skal vække journalisten som en kop stærk morgenkaffe og få ham til at åbne din fil.
Opfølgning
Ligesom ambulancer ikke dukker op uden et opkald, kræver pressemeddelelser også lidt hjælp for at lande deres mål. Så når du har sendt din pressemeddelelse, er det tid til en opfølgning – men vent et par og giv redaktionerne mulighed for at have læst din mail. Her er endnu en bulletliste:
- Se, om mediet allerede har bragt din historie. Det er lidt akavet at spørge, om de vil dække noget, der allerede ligger på deres forsiden.
- Få fat i de rigtige folk:
Ring og spørg efter journalisten, der dækker dit emne, eller “dagens redaktion”, hvis du ikke kender et navn. - Præsentér dig kort og præcist:
Sig dit navn, virksomhed og grunden til, at du ringer – uden at starte en lang livshistorie. - Spørg om status:
Har de modtaget din mail? Og endnu vigtigere: Planlægger de at bringe din historie? - Hvis der er tøven:
Spørg venligt, hvad der kunne gøre historien mere interessant eller relevant for dem. Måske mangler de en ekstra vinkel eller et godt billede? - Bevar roen:
Vær høflig og åben for feedback – det betaler sig. Hvis du bliver frustreret, gem de vrede udbrud til bagefter, hvor ingen kan høre dem.
Opfølgning handler om dialog, ikke pres. Journalisterne kan blive din BBF – hvis du spiller dine kort rigtigt. 😊
Få en professionel til at hjælpe
Ja, det kan være en større mundfuld at producere og udsende en pressemeddelelse – især hvis du også jonglerer med tusind andre ting i en travl hverdag. Hvis opgaven har taget pusten fra dig, eller du bare vil være sikker på, at den lander lige i journalistens sweet spot, så er der hjælp at hente.
Jeg har mange års erfaring med at skrive pressemeddelelser og – hvis jeg selv skal sige det – et ret godt blik for, hvordan man får dem bragt. Så hvis du har brug for en skarp tekst og en strategi, der virker, så tøv ikke med at række ud. Jeg hjælper gerne med at få din historie ud i verden!😊
Tænk ud af hesteboksen: Annisettes datter døber lokalt føl
Et lille ekstra fif: Hvis du kan skrive din historie med et tvist eller en overraskende pointe, er du godt på vej til at få spalteplads. Her er en case fra min egen verden:
Min mand og jeg har heste. I foråret fik vi et føl, en travhest der ude i fremtiden gerne skulle blive den nye Tarok. Vi besluttede at holde en føl-dåb for at vise hesten frem (med henblik på evt. salg ude i fremtiden). Se hvordan vi tænkte ud af hesteboksen og fik besøg af stort set alle lokale medier – inkl. TV Syd – i vores område (se det her – 19 minutter inde i indslaget).
Her kan du se den pressemeddelelse, vi sendte ud:
https://saga-kommunikation.dk/wp-content/uploads/2024/11/Annisettes-datter-doeber-lokal-travhest.pdf