Hvilken festival var sommerens fedeste i 2023?

Hvilken festival var sommerens fedeste i 2023?

Man skulle næsten tro, at vi boede i Barnaby´s Midsomer County, for det pibler frem med festivaler af alle slags i Danmark. En festival hører ikke længere kun til i Roskilde og handler ikke kun om musik. Nej, nu laves der festivaler overalt – og om alt – fra strikketøj til østers. Og det er ganske forrygende!

Festivalerne har nærmest overtaget byfest-konceptet, og i stedet for at lave tombola for alle på den lokale sportsplads, har mange byer – både store og små – fundet en ny identitet med en temafestival, der passer til egnen.

Jeg er i virkeligheden slet ikke er et festivalmenneske. Primitive telte, mudder i støvlerne og dårlige toiletforhold har aldrig været mig – ikke engang i mine yngre dage. Men heldigvis kan en gammel cirkusloppe lære nye spring, for jeg har været så heldig at hjælpe med kommunikationen på 3 vidt forskellige festivaler denne sommer – og hver af dem var en helt særlig og meget positiv oplevelse.

DANMARK DEJLIGST – en ultralokal musikfestival. En form for havefest, skabt for at dyrke fællesskabet i små landsbyer. I mit hood afholdes festivalen på skift mellem tre byer. Hver gang bydes der på god musik for hele familien og gratis adgang. I år var musikken alt fra et nyt Roskilde-navn, over X-factor til et lokalt festband. I alt 6 bands var på scenen gennem dagen, og tæt på 1600 mennesker mødte til fælles skål og hygge. Det fede ved den festival er, at der kommer folk i alle aldre. Der kommer de familier, der bor i byerne – men de inviterer venner og familiemedlemmer med, så der folk fra alle egne.

DANNELSESFFESTIVALEN RESONANS – En skøn augustdag blev Oure Højskole på Fyn i samarbejde med @HAVE omdannet til en smuk pyntet festival-camp. På fire scener blev der holdt paneldebatter og dybdegående snakke om alt, hvad der er oppe i tiden. I år var vi blandt andet AI, klimakrise og børns skærmbrug. På scenerne var en lang række toneangivende danskere – fx Thure Lindhardt, Rane Willerslev, Stine Bossen, Svend Brinkmann, Imrad Rashid og Mads Langer. Billetsalget var fordoblet i forhold til 2022. Gad vide om vi kan være flere næste år?

LITTERATURFESTIVALEN SKABT – I en sensommerweekend i september sker der noget særligt i Ribes gamle historiske latinerkvarter. Her finder man Taarnborg. Et smukt gammelt tårn fra 1400-tallet, hvor blandt andre salmedigteren Brorson har boet. I dag bor der et præstpar, der hver år arrangerer to dage med spændende forfatterforedrag. Det er en supereksklusiv festival med plads til meget få gæster, der får mulighed for at debattere filosofiske emner med kunstnerne. I år var det blandt andre Kristian Ditlev Jensen, Jens Christian Grøndahl og Carl Frode Triller, du kunne møde.  

Jeg kan ikke vælge, hvilken der er min favorit. Men jeg kan bare konstatere, at festivalerne kommer i alle former og farver og er mere populære end nogensinde.

Så jeg vil gerne høre dig: Hvilken festival har været DIN favorit i år?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *