Om Saga Kommunikation

Saga Kommunikation er i virkeligheden en One Woman Business, men med en utrolig bredde takket være erfaring og gode ”legekammerater” gennem netværk.

Med rødder i kulturens verden

Jeg kan ikke skjule det: Mit hjerte banker for kulturen. Min far var musiker og kunstmaler, og jeg har selv mange års erfaring som kommunikatør i teaterbranchen, hvor jeg har prøvet kræfter med alt fra det mindste børneteater, over de frie scenekunstnere til en af de største landsdækkende scener. Det har givet mig en indsigt og en værktøjskasse, som jeg bruger på daglige basis.

Sammen med mit arbejde i det private – blandt andet i et pengeinstitut og hos en B2B-virksomhed – har jeg har fundet ud af, at mange af de teatertekniske begreber er særdeles anvendelige i arbejdet med fx kommerciel strategi, tekster og fokus.

Kontakt mig her

En rigtig tekstnørd

Jeg kender alle markedsføringens faser, for jeg har arbejdet med det hele mit voksne liv. Men jeg er specielt begejstret for tekstarbejde. Jeg er en nørd på området, og går altid grundig til værks. Hos mig får du ordentlige, ærlige og professionelle tekster med et frisk pust.

Jeg bestræber mig altid på, at teksten skal passe til din virksomheds tone-of-voice. Altså hvordan taler og skriver I egentlig i virksomheden? Siger I ”hej”, ”mojn” eller ”goddag, du taler med…”, når I tager telefonen? Har I fx et god-bedre-bedst-system til jeres produktbeskrivelser? Har I faste vendinger, I altid bruger, eller er det ok at skrive ”Skål og skide vær’ med det”, når I ønsker kunden god weekend?

Den lille gule bog
Jeg er ikke forfatter, og bliver det heller aldrig. Alligevel samler jeg på gode ord og vendinger og skriver dem op i min lille gule bog. I bogen findes der ord, som jeg sikkert ikke får brug for, men man ved jo aldrig – og så er det godt at have lidt på lager.

I bogen findes der fx ord som tandtrådsbikini, ufortrolig, volapyk, kasmarok, tehnotrivsel, signaturstyrker, potedyr, mageløst, mowsi, scarlet, corny, chairografi, klimasmart, det akavede barn, pandemisk benspænd, akkumuleret fattig, højhælede højttalere og en helt masse andre.

Historien om Saga
Ordet saga stammer fra det oldislandske sprog og er beslægtet med verbet at ‘sige’. Saga betegner en historie eller en beretning uden hensyn til, om den er lang eller kort, mundtlig eller skriftlig. Saga bruges ofte som en litterær genrebetegnelse om fiktive beretninger om de store helte, konger og riddere, der levede i vikingetidens Island.
Og så er Saga for øvrigt også navnet på min hund.

Følg min blog
På min blog kan du få tips og trick til din egen kommunikation. Her præsenterer jeg også igangværende projekter og deler ud af mine store og små tanker om livet som selvstændig.

Bloggen