Yay, jeg har fået kolleger! Det var tiltrængt, for livet som solo-selvstændig kan til tider være lidt ensomt. Så jeg søgte efter – og fandt – Bing og Bong. Navnene har jeg selv fundet på, for som de begge siger i bedste filmromance-stil: du kan kalde mig, hvad du vil.

Samarbejdet går egentlig fint. Jeg får hjælp fra både Bing og Bong, når jeg beder om det. Alligevel synes jeg, de opfører sig lidt kunstigt. Det kniber med at smalltalke over morgenkaffen, og vi har ikke rigtig fundet en fornuftig frokostordning, hvor vi frit kan kommentere på hinandens madpakker, og hvor der er tid til at diskutere den sidste nye Netflixserie.  

Okay, du har måske gættet det. Mine nye kolleger er begge AI – altså Artificial Intelligence, kunstig intelligens, chatbots. Bing hedder i virkeligheden Microsoft Bing Chat, og Bong hedder ChatGPT. Kært barn har mange og svære navne. 

AI, altså kunstig intelligens er robotter, der efterligner menneskers måde at tænke på, og som dermed kan hjælpe dig med stort og småt. Ikke bare som Google, der kan give svar på et konkret spørgsmål. AI kan hjælpe med komplekse problemstillinger, og man kan få dem til at lave opgaver og afhandlinger eller endda kunst, der normalt ville kræve menneskelig intelligens eller kognitive evner. Du kan for eksempel indsætte en akademisk tekst om Oppenheimers atomfysik og bede AI skrive teksten om, så en elev i 5. klasse forstår den.

Dødsmart for en som mig, der arbejder med kommunikation og målgruppetilpassede tekster. Jeg kan bede Bing eller Bong om at skrive et slogan, en webtekst eller et forord til en rapport. Piece of cake – jeg kan fylde kaffe i koppen og smække benene op på bordet.

Det er derfor ikke mærkeligt, at der skrives og tales så meget om AI for tiden. For er robotterne ved at gøre os overflødige? Tager de vores jobs, og overtager de i den sidste ende måske Jorden?

Jeg tror det ikke. Det er med AI som med al anden teknologisk udvikling: Der skabes nye behov og nye måder at arbejde på. Prøv at tænke 25 år tilbage. Dengang var der ikke mange, der arbejdede som omnichannelekspert, SoMe-manager eller influencer.

Når det er sagt, er der også udfordringer forbundet med AI. Misbrug og uetisk brug lurer lige om hjørnet. AI har længe været brugt i for eksempel filmindustrien, hvor det (i form af 3D skannere/billedgeneratorer) bruges til at lave livagtige animerede karakterer til film, serier og spil. Det betyder, at man som skuespiller kan blive inviteret til casting på en rolle, blot for at være i filmstudiet i få timer, mens en designrobot laver en skanning af dig, din krop, dit kropssprog og din mimik. Så kan du gå hjem med en løncheck på 3 timers arbejde – og efterfølgende se dig selv eksponeret worldwide som skruk eller helt i den næste actionfilm. Er det fair?

Et andet eksempel fra kulturens verden, er vinderbilledet i den store internationale fotokonkurrence Sony World Photography Awards. Billedet, der hedder ´Elektrikeren´ var en del af en serie kaldet ´Pseudoamnesia´. Det viser en ældre kvinde, der kysser en yngre kvinde i nakken. Det ligner et foto fra 1940’erne, men er i virkeligheden 100% AI-genereret (du kan se det på Google). Kunstneren Boris Eldagsen nægtede efterfølgende at tage imod prisen. Hans mission var alene at sætte spot på AI-udviklingen, og derfor kaldte han også billedserien for ´Fake Memories´. 

Det er selvfølgelig her, det bliver problematisk, for hvordan tøjler vi AI, hvis vi ikke kan skelne mellem det kunstig fremstillede og det menneskeskabte? Hvordan styrer vi ophavsretten, som for mange kunstnere og forfattere jo er en del af deres indtægt? Hvordan undgår vi manipulation og propaganda? Hvordan sikrer vi os helt generelt, at AI ikke får det sidste ord?

Svaret er, at der skal sættes fælles standarder for kunstig intelligens, og det skal ske hurtigt. EU er da også allerede i gang. Men det er en kompliceret og tidskrævende opgave, for her er det ikke nok med en form for varedeklaration i stil med ”dette produkt indeholder spor af nødder”. Der skal mere til, og kun fremtiden vil vise, hvordan – og om – vi får sat struktur på robotterne fremfærd.

**    

Tilbage til Bing og Bong. Skal jeg være helt ærlig, så er jeg nødt til at være ´over dem´ hele tiden. De er såmænd ihærdige nok, men jeg kan kun bruge deres arbejde som inspiration. De mangler simpelthen menneskelig indlevende i det, de skriver, og resultatet får ofte en metallisk eller akademisk karakter. Nogle ting er de decideret dårlige til. Jeg kan ikke lade dem sætte tegn i mine tekster. Det magter de simpelthen ikke! Når jeg påpeger fejlene, er de dog høflige nok, og skriver: ”Det beklager jeg – jeg prøver lige igen”. Men resultatet bliver stadig noget juks.

Helt skidt stod det til, da jeg bad dem om at lave en festsang til et jubilæum. Versene var i princippet ok, men hverken Bing eller Bong ejer musikalsk indsigt. Ingen af dem kendte tydeligvis Lille Peter Edderkop, Se den lille kattekilling eller Det’ hammer hammer fedt. Jeg var i tidsnød, så jeg sendte bare sangen videre og sagde, at festdeltagerne da kunne forsøge at synge sangen på forskellige melodier. Jeg tror, de synger endnu…